Grindsted Landbrugsskole og Grindsted – den grønne hovedstad inviterer til høstmarked 23. oktober




Der bliver fyldt op med kartofler, græskar og fuglehuse, når der åbnes i maskinhallen på Grindsted Landbrugsskole til dette års lokale høstmarked, hvor der også inviteres til græskar-udskæringskonkurrence.



Har du en lille kunstner gemt i maven, så har du nu mulighed for at deltage i græskar-udskærings-konkurrencen til høstmarkedet på Grindsted Landbrugsskole søndag den 23. oktober kl. 10. Der bliver nemlig afholdt to konkurrencer: én for det største hjemmedyrkede græskar og én for det flotteste udskårne græskar.


-Vi glæder os til at se nogle kreative kreationer i græskar, udtaler Marie Juncher fra Grindsted - den grønne hovedstad, som er medarrangør for dagen. -Vi håber, der er mange, som har lyst til at deltage, og så kan man jo tage sine forældre og bedsteforældre med herud og få en god dag, siger hun.


For at kunne deltage i konkurrencen skal man have et udskåret græskar med hjemmefra, og græskarrene udstilles udenfor maskinhallen på dagen. Man registrer sig til konkurrencen på selve dagen. Og kl. 12 kåres så det flotteste udskårne græskar. Præmien er et gavekort til Nyegaard Ismejeri, som også er repræsenteret ved høstmarkedet med deres lækre is. Hvis man er den heldige vinder, kræver det, at man er til stede kl. 12, når vinderen udtrækkes.


-Vi glæder os til at åbne dørene sammen med Landbrugsskolen og invitere indenfor til en hyggelig dag. Høstmarkedet foregår indenfor, så vi er sikret imod dårligt vejr. Vi opfordrer derfor lokale besøgende til at tage cyklen, da vi håber på mange besøgende på dagen, siger Marie.


Høstmarkedet foregår kl. 10-14 og her vil der være mulighed for at gøre nogle gode køb fra lokale bodeholdere. 4Hs afdeling i Sdr. Omme og Filskov står for børneaktiviteter på dagen, og der vil være mulighed for at høre mere om deres foreningsarbejde. Grindsted Landbrugsskole er selvfølgelig også repræsenteret og fortæller om uddannelsesmuligheder, og så kan man møde Grindsted – den grønne hovedstad, som fortæller om foreningens grønne initiativer.


Det er muligt at købe græskarsupper, pølsehorn og vand på dagen, som kan nydes på halmballerne der er trillet ud eller ved de opstillede bord-bænke sæt.


Grindsted Landbrugsskole ruller også deres store maskiner frem, så der er mulighed for at komme op i en traktor. Der er også mulighed for at møde dyrene på skolen: kvier, grise, kaniner og kyllinger. Det er endda muligt at købe en kylling med hjem, og skulle man mangle et kyllingebur, har Grindsted Landbrugsskole også sørget for det. Eleverne har nemlig knoklet de sidste par uger med at producere kyllingehuse, insektboer og fuglehuse, der kan købes på dagen.

Info:

Dato: 23. oktober

Tid: kl. 10-14

Sted: Grindsted Landbrugsskole, Tronsø Parkvej 40, 7200 Grindsted

Bodholdere:

Nyegaard Ismejeri -Friis Planteskole -Jordens Guf -Kulmosegaarden STU -Fru Møllers Syslerier -Kisbæk Gårdmejeri -Holms vejbod -Frøsamlerne -Grindsted og omegns biavlerforening




20 visninger0 kommentarer