Frivilligcenter og Grindsted – den grønne hovedstad står bag et nyt lokalforankret tiltag, men de mangler frivillige til at hjælpe med at reparere lynlåse og fikse brødristeren.
af Marie Juncher
Du kender det: du står med en ødelagt lynlås i dine bukser, men ved ikke hvordan, man skifter den, og derfor ryger de i skraldespanden. Det vil nyt tiltag gøre op med. Frivilligcenter Billund og Grindsted -den grønne hovedstad er gået sammen i et stærkt samarbejde, om at starte en Repair-café op på Frivillig Center Billund i Grindsted, og de mangler frivillige til tiltaget.
Ideen med Repair-caféen er, at besøgende kan komme forbi og få hjælpe til at få ordnet deres ting, så de ikke bliver smidt ud. Samtidigt vil der være mulighed for at købe en kop kaffe og deltage i det fællesskab, som caféen ønsker at skabe. Lige nu mangler der tovholdere på tiltaget, og folk der kan hjælpe med at reparere ting. Og så mangler caféen gammelt værktøj, gamle symaskiner og sytråd blandt andet.
Hjælp til selvhjælp
Anne-Grethe Hansen er frivillig ved Grindsted – den grønne hovedstad, og er tovholder på repair-cafeen. Hun fortæller om tiltaget:
-Vores forbrugersamfund er tvunget ud i at tænke på naturen og vores forbrugsvaner. Vi er nødt til at tænke i bæredygtige og økologiske løsninger. Og alle kan, hver især, gøre en forskel. Det starter med handling, fortæller hun.
Anne-Grethe mener derfor, at vores forbrugersamfund skal til at ændre vaner og holdninger. Hun fortæller videre:
-Caféen er en måde at gøre op med køb-og-kassér kulturen. Den skal erstattes af et mindset, der siger: reparer og bevar i stedet for.
Repair-caféen skal derfor invitere indenfor til fællesskab, hvor man kan få hjælp til småreparationer og dyrke sammenholdet omkring en mere bæredygtig livsstil. Repair-cafeen kommer til at fungere som hjælp-til-selvhjælp, hvor man kan komme ind og få hjælp til at ordne sin brødrister, hvis der er én, der kan hjælpe med dét den dag.
KG Fonden har støttet værkstedet
Repair Caféen vil i fremtiden være at finde i Frivilligcenter Billunds lokaler. Planen er at indrette et værksted, hvor det bliver oplagt at reparerer diverse ting. Ud over Repair-cafén er tanken, at værkstedet skal fungere som et fællesværksted for interesserede. Værkstedet skal drives for og sammen med frivillige, og håbet er, at man på tværs af generationer kan stå sammen om fællesskab og bæredygtighed.
KG Fonden har doneret penge til etablering af værkstedet, og en gruppe frivillige arbejder med at konkretiserer planerne.
Meget mere end et værksted
Ernst Nielsen er frivillig i arbejdsgruppen, og er en af dem, der har efterspurgt et fællesværksted.
-Jeg har gode erfaringer med et fællesværksted fra mit arbejdsliv, hvor jeg var ansat til at opbygge og lede et værksted i et aktivitetscenter. Mange benyttede værkstedet og det skabte et godt fællesskab, fortæller han.
Ud over at blive en del af et godt fællesskab, så har Ernst også et praktisk perspektiv i hans ønske om at etablere et fælles værksted:
-Min kone og jeg har ofte talt om, at vi på et tidspunkt vil sælge huset og flytte i lejlighed. Når vi taler om det, kommer jeg altid til at tænke på, at jeg ikke kan få mit værksted med. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg skal undvære at bruge mine hænder. Men ved at der kommer et værksted i Frivilligcenteret, tør jeg godt tænke tanken, siger han.
Der er en del økonomi og arbejde i at få værkstedet etableret. Repair-caféen vil derfor starte op sideløbende med etableringen af værkstedet.
Caféen er endnu ikke startet op, men der afholdes informationsmøde tirsdage den 13. september kl. 16.30-17.30 på Frivilligcenter Billund, Nymarksvej 10, 7200 Grindsted. Tilmelding nødvendigt på: info@dengronnehovedstad.dk med navn og antal.
Vil du vide mere om værkstedet, så kontakt Frivilligcenter Billund.
Comments